Moderne sportsfægtning udspringer af tidligere tiders brug af håndholdte stik- og hugvåben som kendt fra bl.a. fortællingerne om de Tre Musketerer og om Zorro. Det har været på programmet til de moderne Olympiske Lege siden disse første gang blev afholdt i 1896. Der er tre forskellige våben/discipliner (Fleuret, Sabel og Kårde), og fælles for dem er, at det i en kamp er to personer der på en bane (piste) fægter mod hinanden, og de skal begge forsøge at ramme deres modstander med deres våben, uden selv at blive ramt. Hvert succesfuldt forsøg giver et point.

Kården er det tungeste våben (750g - de andre vejer hver 500g), og ulig de to andre discipliner gælder det i en kårdekamp at hele modstanderens krop er gyldigt målområde. Kårde er også den eneste af de tre discipliner, hvor der kan gives point til begge fægtere, såfremt de rammer hinanden samtidig. I lighed med fleuret er kården et stikvåben, så det er spidsen af våbnet der skal rammes med, mens det ikke er tilladt at slå/hugge med siden af våbnets klinge.

Det går ret hurtigt når der fægtes. Selv en øvet dommer kan have svært ved at se hvem der rammer først. Derfor anvendes som regel elektrisk meldeudstyr til at signallere, hvem der ramte først. Det fungerer ved, at en kontakt i spidsen af våbnet trykkes ind når våbnet rammer modstanderen. Dette slutter så et elektrisk kredsløb via den ledning der forbinder våbnet med meldeapparatet, således at meldeapparat "ved" at våbnet har ramt.

Der er regler som regulerer ikke blot våbenstørrelse, men også f.eks. hvor stor en kraft der skal til at aktivere kontakten i spidsen af våbnet, hvor stor en fægtepiste er etc. Internationalt gives reglerne af det Internationale Fægteforbund (FIE), mens en dansk udgave findes hos Dansk Fægteforbund.

Den obligatoriske maske, jakke m.v. vidner om et stort fokus på udøvernes sikkerhed inden for fægtsporten. En undersøgelse har vist, at i hvert fald til OL er der ved fægtedisciplinerne færre skader pr. udøver, end tilfældet er i mange andre sportsgrene.

[Skift til mobil-udgave]