Fægtning i det fri

2018-05-17

Den tidlige sommervarme afholdt på ingen måde fægterne fra Albertslund Fægteklub (ALF) fra mandag d. 14/5 at dukke op til deres ugentlige træning. Men da hallerne på Herstedvester Skole hvor klubben træner har en tendens til på sommerlige dage at blive endog meget varme, valgte klubbens træner Pia Poulsen først at henlægge nogle af B&U-holdets træningskampe til området lige udenfor hallerne, hvor forbipasserende så ved selvsyn kunne konstatere og måske endda overraskes over, at vi her i Albertslund har en aktiv fægteklub.

Kl. 19 var B&U-holdet sendt hjem, og det var de entusiastiske voksnes tur. Hallerne var her ved aftentide fortsat bagende, så igen blev der fægtet i det fri.

Mens nogle af B&U’erne går meget op i fægtesportens konkurrenceaspekt, finder deltagerne på voksenholdet størst glæde ved kombinationen af god motion og oplevelsen af i fællesskab at udvikle de fægtemæssige færdigheder. Det er nok ganske sigende, at kun en af voksenholdets faste deltagere er "fægteforælder", altså forælder til et barn som var den i familien der først startede på fægtning, mens flere af de andre netop har fundet klubben og sporten i søgen efter en sjov måde at få dyrket motion. I øjeblikket består voksenholdets faste kerne af personer der alle er begyndt at fægte som voksne. Dét var det samme som holdets træner gjorde i sin tid, så det kan sagtens lade sig gøre. Der er kun fire træningsgange tilbage inden sommerferien. Vi skal hilse fra voksenholdet og sige, at hvis man er interesseret i at prøve, så er man velkommen til at lave en aftale med træneren om at kigge forbi. Også selvom det er varmt!

Albertslund Fægteklubs voksenfægtere og deres træner poserer.

ALFs træner Pia Poulsen længst t.v. hilser på fotografen (tidl. træner Mads Eriksen) sammen med Britta, Jette, Maria og Dorte.

Fægtere fægter i det fri, på kridtoptrukne pister på asfalten.

Fægterne valgte at trække udenfor i varmen. Lettere påklædning er af sikkerhedshensyn ikke en mulighed. I baggrunden drager én af fægterne nytte af, at klubbens tidligere træner Mads Eriksen (i sort) denne dag kigger forbi og giver lektioner.