ALF'er krydsede kårdeklinger i Kalundborg

2019-04-06

Hele fire fægtere fra Albertslund Fægteklub (ALF) var lørdag d. 6. april 2019 i Kalundborg, hvor den lokale fægteklub var værter for det sidste stævne - på denne side af sommerferien - i Condis Kårdecup stævneserierne.

I formiddagens Condis Kårdecup Kids var ALF repræsenteret i U12-konkurrencen af Casper Brown og Johannes Andersson. For Casper var det kun andet stævne han var til efter hans succesfulde debut ved forrige udgave af Condis Kårdecup. Også i Kalundborg lykkedes det ham at hive nogle kampsejre hjem, og adskillige point til den samlede stilling. I dagens konkurrence endte han på en 10.-plads. Johannes vandt flere fine sejre, men måtte se sig besejret af de to U12-danmarksmestre (hhv. pigernes og drengenes), og i dagens konkurrence han endte på en 4.-plads.

Om eftermiddagen var det Condis Kårdecup Senior, hvor ALF var repræsenteret af Bettina Jensen og Maria Dimaki. Selv om begge vores voksenfægtere fik hevet nogle sejre hjem, så endte de desværre begge langt nede på dagens resultatliste. De fik imidlertid - i lighed med drengene - masser af god erfaring med hjem, som der kan bygges videre på til næste gang.

Tak her fra ALF til arrangører og de øvrige deltagere for endnu en god dag med Condis Kårdecup!

B&U-fægtere til stævne.

ALFs Johannes (centrum) på pisten mod Taastrup Fægteklubs Oliver Wulff.

B&U-fægtere stillet på række efter endt stævne.

Stævneleder Dan (t.v.) kæmper for at få U12-fægterne til at stå pænt på en lige linie. De er bedre til marché og rompé end til at stå stille.