Guld og bronze til Albertslund-fægtere

2026-03-08

Det gik rigtig godt for begge, da Albertslund Fægteklub (ALF) lørdag d.7/3 for første gang siden klubbens spæde dage havde hele to debutanter til ranglistestævne på én gang. Vi var ved Glostrup B&U og U20 Kårde Ranglistestævne repræsenteret med Emily Ledertoug Lissau i U11 Open konkurrencen, samt med Dagh Itsuki Shimizu-Jørgensen i U15 Herrer konkurrencen. Begge vores fægtere havde kun tidligere deltaget i Condis Kårdecup stævner i slutningen af sidste år, og i starten af dette.

I U11-konkurrencen var der kun fire deltagere. Ud over Emily var der to fægtere fra Hellerup Fægteklub, og én fra Flèche Holbæk, sådan at de var to piger og to drenge. I puljerunderne virkede det som om deltagerne var ret jævnbyrdige, da alle fik mindst én sejr, og ingen gjorde rent bord i begge runder. Emily var rangeret som nr.2 efter puljerunden, og skulle i udslagsningsrunden således først møde nr.3, drengen fra Flèche Holbæk, i en semifinale. Det blev endnu et eksempel på jævnbyrdighed, hvor fægterne fulgtes ad det meste af kampen, og Emily vandt den med mindst mulige margin 15:14. I finalen ventede sejrherren fra den lige så tætte anden semifinale, drengen fra Hellerup Fægteklub. Igen var det en ganske jævnbyrdig kamp hvor fægterne mere eller mindre fulgtes ad pointmæssigt, med mange doubles (samtidig touche, point til begge). Hen mod slutningen lykkedes det dog Emily at trække fra, og lande en sejr 15:13 samt en velfortjent førsteplads i sin konkurrence.

Hos Dagh skulle der arbejdes anderledes hårdt. Feltet bestod ud over ham af otte andre fægtere fra fægteklubberne i Glostrup, Hellerup, Kalundborg, Taastrup og Vordingborg, og i puljerunderne var de slået sammen med de to deltagere i damernes U15 konkurrence. De var således i alt 11 fægtere til puljernderne, dvs. en pulje på fem fægtere, og en på seks. Dagh havnede i begge runder i den største af puljerne, og fik således det maksimale antal puljekampe han kunne. Det gik dog ikke særlig godt, med nul sejre til Dagh i første puljerunde, og en enkelt sejr i den anden. Takket være konstruktivt input fra træner Mads Eriksen på sidelinien og Daghs egen evne til at se fremad, gik han dog ind i udslagningsrunden med krum hals. Han var en af de to dårligst placerede herrer, der som de eneste skulle fægte en T16 kamp først, om adgang til kvartfinalerne. Dagh klarede denne kamp overbevisende, med en 15:9 sejr over fægteren fra Vordingborg. I kvartfinalen skulle han møde en lidt yngre fægter fra Taastrup som efter puljerunden var nr.1, men det lykkedes Dagh at hive en 11:10 sejr hjem, hvorved han havde adgang til semifinalen. Her var modstanderen en anden dygtig fægter fra Taastrup. For Dagh var det en ny udfordring at stå overfor en modstander der brugte fransk greb og så endda fægtede med venstre hånd. Modstanderen endte da også med at vinde kampen 15:10, og fortsatte derefter til også at vinde finalen. Det var dog et super flot resultat for ALFs debutant.

Stort tillykke til ALF'erne Emily og Dagh med hhv. guld- og bronzemedaljen, og tillykke også til deres trænere ved stævnet, Mads Eriksen og Maria Dimaki. Også tillykke til stævnets øvrige medaljetagere, og tak til alle fægtere, tilskuere, officials, arrangører og andre involverede for en god stævneoplevelse! I ALF ser vi frem mod B&U DM senere på måneden, hvor vi håber at se vores dygtige fægtere deltage!

To U11 kårdefægtere i udslagningskamp.

Emily (t.v.) tager det afgørende sidste point i U11-finalen. (foto: K.Lissau)

To U11 kårdefægtere i udslagningskamp.

Dagh (forgrund t.h.) reducerer i U15-semifinalen. (foto: M.Eriksen)

U11-fægtere på podie.

Emily (øverst på podiet) har netop modtaget sin medalje for vundet U11-konkurrence. (foto: K.Lissau)