Sølv ved DM holdkonkurrence

2023-04-17

Søndag d. 16. april 2023 deltog Johannes Andersson fra Albertslund Fægteklub (ALF) for første gang i DM i fægtning for seniorer, både i den individuelle konkurrence og i holdkonkurrencen på sabel.

I den individuelle konkurrence stillede i alt 13 fægtere til start i herrernes konkurrence. I den indledende puljerunde fægtedes sammen med de få deltagere i damernes konkurrence, i to puljer á 8 fægtere. Johannes (15) var den yngste i sin pulje, hvis øvrige deltageres aldre lå mellem 20 og 60, med størstedelen i tyverne. Johannes vandt fem af sine syv kampe, og tabte til de to som senere blev konkurrencens vinder og nr.3. Det rakte til en samlet femteplads i stillingen efter puljerunden.

Nu skulle udslagningskampene fægtes, og Johannes' første kamp (en ottendedelsfinale) vandt han overbevisende 15:5 over en fægter fra værtsklubben Fægteklubben Trekanten. I kvartfinalen ville skæbnen desværre, at Johannes skulle op mod Oliver Wulff fra Taastrup Fægteklub, som Johannes ofte har svært ved at hamle op med. Heller ikke denne gang var lykkens gang for Johannes, selvom det var tæt på, da Oliver vandt en marginal 15:14 sejr i en kamp, hvor Johannes ellers havde været foran noget af tiden. Oliver vandt efterfølgende sin seminfinale og tabte så finalen, og sluttede dermed med sølv, mens Johannes i denne konkurrence måtte tage til takke med en samlet femteplads.

Det var jo egentlig et ok resultat, men dagen var ikke slut endnu, for nu skulle der fægtes holdkonkurrence. Værtsklubben stillede med fem hold, og Bohr Fægteklub stillede med to hold. Johannes deltog på et blandet hold, Micks Hold, sammen med holdkaptajn Mick With Berland og Daniel Sørensen fra Roskilde Fægteklub, samt Oliver Wulff. I en sand styrkeopvisning vandt Micks Hold deres første kamp (en kvartfinale) 45:18 over Trekanten Kobenhavn 2. Johannes var på i to delkampe, og bidrog med 6:1 og 5:0 væsentligt til holdets samlede resultat.

Herefter var det semifinale mod Trekanten Kobenhavn 5, og her vandt Micks Hold hele 45:11. Igen var Johannes på to gange, og bidrog med 5:0 i begge delkampe. I finalen ventede holdet Trekanten Kobenhavn (værtsklubbens A-hold med bl.a. nr.1 og nr.3 fra den individuelle konkurrence), og dem lykkedes det lige akkurat ikke at besejre, selvom det var så tæt på som det kunne blive, idet Micks Hold inkasserede et 44:45 nederlag. Johannes var i denne kamp på i tre delkampe, men bidrog med delresultaterne 4:6, 5:5 og 4:5. Bidraget på 5:5 var mod nr.1 fra den individuelle konkurrence, så rigtig flot af Johannes på dette tidspunkt i kampen at holde stand og ikke lade modstanderne øge deres forspring. Ved starten af sidste delkamp var Micks Hold bagud 36:40, men Mick fik bragt stillingen op til 44:44, førend det sidste, afgørende point altså gik til modstanderne. Det var dog særdeles velfortjent sølv til Micks Hold, så tillykke med det!

Stor tak for spændende kampe til alle deltagerne ved DM i fægtning for seniorer, samt til officials og værtsklubben for et velafviklet arrangement.

Puljekamp i herrernes sabelkonkurrence ved DM i f;gtning for seniorer, 2023

Johannes tager et point i en puljekamp.

Fægtere samtaler forud for holdkamp

Forud for første holdkamp instruerer holdkaptajnen Mick (t.v.) de øvrige fægtere på holdet.