2022-06-18
De to U15-fægtere Casper Brown og Johannes Andersson fra Albertslund Fægteklub (ALF) rykker snart op i U17-aldersklassen, så efter flere år i skyggen af Corona var det i juni 2022 både første og sidste chance for dem til at deltage i den velbesøgte ungdomskonkurrence Challenge Wratislavia i Wroclaw, Polen, som kun har aldersklasser til og med U15.
Challenge Wratislavia er en stor begivenhed med fægtere fra mange andre steder, især fra andre europæiske lande, og med konkurrencer for både fleuret, kårde og sabel. De to Albertslund-fægtere deltog i herrernes U15 sabelkonkurrence mandag d. 13/6 2022. Med 82 startende fægtere, heraf mange fra Ungarn der er kendt som en stor fægtenation, var det klart at udbyttet ville blive erfaringsopbygning men næppe podiepladser. Den formodning holdt stik.
I den indledende puljerunde var Casper i en seksmandspulje, sammen med to fægtere fra Polen, en fra Skotland og to fra Ungarn. Det lykkedes Casper at tage point i alle fem kampe, men i ingen af tilfældene nok til en kampsejr. Det var tæt på mod en af de polske fægtere, som vandt en snæver sejr på 5:4. Resultatet var ikke nok til at fortsætte til 2. runde, elimineringsrunden, og Casper sluttede - mange erfaringer rigere - på en 72.-plads.
Johannes var i puljerunden i en syvmandspulje, sammen med to fægtere fra Polen, en fra Storbrittanien, en fra Tyskland og to fra Ungarn. Han vandt tre af sine seks kampe, bl.a. 5:3 over den brittiske fægter, som ellers var den der klarede sig næstbedst i puljen - efter den uovervindelige tysker. Med tre sejre ud af seks var det nok til at avancere til anden runde. Johannes lå nr. 42 efter puljerunden, og skulle i første udslagningskamp møde nr. 23, endnu en ungarsk fægter. Ungareren vandt 15:8, og Johannes sluttede dermed på en samlet 44.-plads.
Casper og Johannes rejste til Polen i selskab med deres kammerat fra Taastrup Fægteklub, Oliver Wulff, og dennes far. Oliver deltog i samme konkurrence som Casper og Johannes, og sluttede på en flot 28.-plads som den bedst pladserede dansker - tillykke!
Alt i alt var det en lærerig tur for drengene, og forhåbentlig med erfaringer der kan bruges til august, når de skal fægte i de nordiske mesterskaber (som i øvrigt afholdes i Taastrup). Tak til arrangørerne af stævnet, desværre vil vores deltagere fra i år være for gamle til at deltage næste år, men hvem ved, måske kommer der med tiden nogle nye, unge ALF'er, der er friske på at tage hele vejen til Wroclaw for at fægte.
Casper ses her på pisten (med ryggen til), i et udfald [Billedet er fra live streaming foretaget af Jørgen Wulff]
Johannes (med ryggen til) tager det afgørende point og vinder sin første sejr i puljerunden [Billedet er fra live streaming foretaget af Jørgen Wulff]