2020-09-27
Pga. Corona-nedlukningen i foråret, blev B&U DM i fægtning for sæsonen 2019/20 ikke afviklet som som planlagt i marts måned. Men i weekenden 26.-27. september skete det endelig, godt et halvt år senere end planlagt. Selvom det således blev afviklet for sent til at indhentede point kunne tælle med på den tidligere sæsons ranglister, så var det ikke desto mindre et velbesøgt stævne som Rudersdal Fægteklub var vært for.
Om lørdagen var Albertslund Fægteklub (ALF) kun repræsenteret med én fægter, Johannes Andersson, der først stillede op i den individuelle kårdekonkurrence for U14 herrer, og bagefter deltog i holdkonkurrencen. I den individuelle konkurrence var de 15 fægtere til start, og i puljerunden var de delt i tre puljer á fem fægtere. Johannes fægtede sin pulje med masser af overskud og vandt alle sine fire kampe 5:1 og 5:2. Ingen i de to andre puljer kunne helt matche denne præstation, så Johannes var den bedst placerede efter puljerunden, og var dermed som den eneste af de 15 direkte kvalificeret til en kvartfinale i udslagningsrunden, mens de resterende 14 skulle kæmpe ottendedelsfinaler først. I kvartfinalen var Johannes oppe imod en dygtig, men et år yngre fægter fra Fægteklubben Trekanten Vordingborg. Kampen var i starten ganske jævnbyrdig, men efterhånden fik Johannes opbygget et pænt forspring, og han vandt kampen 15:9. I semifinalen ventede en dygtig, et år ældre og noget højere fægter fra værtsklubben, som han ved tidligere lejligheder har haft svært ved at hamle op med. Det var en nervepirrende kamp hvor Johannes lejlighedvis var bagud men kæmpede bravt, og hen mod slutningen havde udlignet til 14:14, hvor det næste point ville blive afgørende. Det blev så desværre modstanderen der - med noget besvær - fik hentet det sidste point, og dermed vandt semifinalen. Dermed var der en bronzemedalje i hus til Johannes.
I U14 kårde holdkonkurrencen var Johannes på et hold sammen med Niki Cramer og Oliver Wulff fra Taastrup Fægteklub. De var oppe mod tre andre hold fra Glostrup, Rudersdal og Vordingborg. Første modstander for Taastrup-Albertslund holdet var holdet fra Rudersdal. Her viste holdet masser af overskud, og vandt overbevisende uden på noget tidspunkt at have været bagud. Johannes var på for sit hold i første, femte og sidste af de ni delkampe. I første delkamp lagde han grundstenen for holdets føring ved at bringe stillingen til 5:2, og i sidte delkamp bragte han den op fra 40:25 til slutstillingen 45:29. Undervejs bidrog alle holdets medlemmer til at øge føringen. Næste modstander var holdet fra Glostrup, og i denne var Taastrup-Albertslund noget mindre sprudlende end de havde været i kampen mod Rudersdal. Holdet havde en svag føring indtil syvende delkamp, hvor Glostrup fik udlignet til 34:34. I ottende delkamp var Johannes på, og forsvarede status quo da stillingen blev bragt til 38:38. Først i sidste delkamp kom Taastrups Oliver på, og fik sikret sejren i denne kamp ved at bringe stillingen til 45:42. I sidste kamp ventede det stærke hold fra Vordingborg, som bl.a. talte den nykårede Danmarksmester. Det var allerede før start klart, at udfaldet af denne kamp ville afgøre, hvilket af de to hold der ville tage guldmedaljen i holdkonkurrencen. I første delkamp kom Taastrup-Albertslund bagud 1:5. I de to næste delkampe fik de spist lidt af modstanderens forspring ved at bringe stilligen til først 7:10 og derefter til 13:15. I fjerde delkamp fik Oliver bragt stilligen til 20:17, men da modstanderen i femte delkamp var den nye danmarksmester, kom Taastrup-Albertslund igen bagud 22:24. I syvende delkamp blev der udlignet til 34:34, og i næstsidste kamp sørgede Oliver for et pænt forspring 40:35. Det var godt, for i sidste delkamp var Johannes på mod Vordingborgs danmarksmester. Johannes fægtede taktisk klogt og havde ikke travlt med at angribe, da tidspresset var på Vordingborg. Der blev kun sat et point af føringen over styr, og punktum blev sat med en touche og ikke med udløb af tid da kampen sluttede 45:41 og sikrede Taastrup-Albertslund holdet guld i holdkonkurrencen for U14 kårde.
På andendagen, søndag, var ALF repræsenteret med hele to fægtere, nemlig Casper Brown og Johannes, der begge stillede op i herrernes U14 sabel-konkurrence - med herrer og damer blandet i puljerunden. Med deres respektive resultater efter puljerunderne traf det sig så uheldigt, at netop de to skulle op mod hinanden en kvartfinale. Her blev det Johannes der vandt, blot for efterfølgende at tabe semifinalen 10:15 mod en dygtig fægter fra Taastrup. Dermed var Johannes' anden individuelle bronzemedalje denne weekend dog hjemme.
Efterfølgende var der holdkonkurrence på sabel. Johannes var forhindret i at deltage, men Casper stillede op på et hold sammen med to fægtere fra Roskilde Fægteklub. De lykkedes med at hjemtage sølv!
Tillykke til medaljetagerne, og tak fra ALF til alle tilstedeværende fægtere og til arrangørerne for et dejligt B&U DM!
Casper (t.v.) sætter en touche under sabel-holdkonkurrencen.
Johannes (t.h.) sætter det afgørende touche under sidste kamp i kårde-holdkonkurrencen. Guldet er i hus!