Bronze ved Syddanmark Open

2020-01-19

Albertslund Fægteklub (ALF) var beskedent repræsenteret, da Odense Fægteklub og Fægteklubben Sydjylland lørdag d. 18/1 2020 i Odense var værter for kårde-ranglistestævnet Syddanmark Open: Kun en enkelt ALF-fægter deltog, Johannes Andersson i herrernes U14-konkurrence. Her bestod modstanderfeltet af fjorten fægtere fra klubberne i Dragør, Glostrup, Kalundborg, Kolding, Odense, Ringe, Rudersdal, Slagelse, Vejle og Vordingborg.

De i alt femten fægtere var i begge puljerunder opdelt i tre puljer á fem personer: I første pulje havde Johannes flere dygtige modstandere, men det blev alligvel til tre kampsejre ud af fire mulige. I anden runde viste Johannes sprudlende fægtestil og vandt alle fire kampe.

Resultaterne fra puljerunderne gav ham en samlet tredjeplads, så i første udslagningskamp var han oppe mod feltets nr. 14. Denne kamp vandt han overbevisende 15:3. Herefter fulgte kvartfinale mod en rutineret fægter fra Slagelse, og da stillingen efter første periode var et spinkelt 3:2-forspring til Johannes, kunne man godt se at det ikke ville blive en let opgave. Efter anden periode var stillingen 8:6, og i sidste periode lykkedes det Johannes med en del arbejde at hive en 15:9-sejr hjem. Dermed var han i semifinalen, hvor modstanderen var en særdeles dygtig og meget hurtig fægter fra Rudersdal. Hér var Johannes' fysiske og mentale overskud opbrugt, og han måtte inkassere et 5:15-nederlag og dermed nøjes med bronze. Det var dog en medalje der var blevet arbejdet hårdt for, og dagens indsats var absolut flot, så tillykke til Johannes med den!

Stor tak til arrangørerne og de øvrige deltagere for et flot stævne der med sin placering midt i Danmark på fin vis formår at tiltrække fægtere fra både øst og vest.

To U14 kårdefægtere kæmper ved stævne.

Indtryk fra én af kampene.

U14-medaljetagere.

U14-konkurrencens medaljetagere. Fra venstre: 2.-pladsen fra Rudersdal, 1.-pladsen fra Vordingborg, 3.-pladserne fra Albertslund og Vejle.