2019-10-05
For første gang var det Københavns Fægteklub der var værter, da årets næstsidste afdeling i Condis Kårdecup stævnerne blev afviklet lørdag d. 5. oktober 2019.
Som sædvanlig startede dagen med B&U-delen, hvor 39 fægtere havde fundet vej til Vigerslev Alles Skole. Albertslund Fægteklub (ALF) var kun repræsenteret ved Johannes Andersson, som var en af i alt tretten U14-fægtere tilstede. De fægtede begge omgange inddelt i en seksmands- og en syvmands-pulje. I første runde var Johannes i en seksmands-pulje. Han lagde ud med en 1:2 nederlag til Oliver Wulff fra Taastrup Fægteklub, hentede derefter et par overbevisende sejre (5:0 og 5:1), vandt akkurat en ikke særligt seværdig fjerde kamp 1:0 i overtid (mod Mikkel Ziegler fra Fægteklubben Trekanten Vordingborg), og vandt femte og sidte kamp i første runde 5:2.
I anden runde var Johannes i en syvmands-pulje, og igen blev det til et enkelt nederlag (4:5 mod Mikkel), og ellers sejre hvoraf nogle forekom mere overbevisende end andre. Alt i alt rakte præsationerne til en andenplads blandt dagens U14-fægtere.
Ved den efterfølgende seniorkonkurrence var ALF dobbelt så godt repræsenteret, med hele to fægtere ud af i alt 35, idet både Bettina Jensen og Peter Zacho stillede op for klubben. Vores træner, Pia Poulsen, var også med, men stillede selvfølgelig op for sin egen klub, Frederiksberg Slots Fægteklub. I første runde var der fem syvmands-puljer, og de to ALF'er var i hver deres. I Bettinas pulje lykkedes det hende at vinde halvdelen af sine kampe, og Peter vandt i sin pulje fem af sine seks kampe - rigtigt flot. Stævneleder Dan Bjergvang havde allerede under velkomsten forklaret, at puljerne til anden runde ville blive baseret på resultaterne for første, sådan at "dem der har haft det nemt i første runde, nok får det lidt sværere i anden runde". Dette viste sig til overmål at holde stik for Peter, som med sit resultat fra første runde havnede i næstbedste pulje, og der kun kunne hive én sejr hjem - og så lidt ekstra point fra nogle af de andre kampe. Bettina kom i den tredje af de fire puljer der var i anden runde, og også hun fik i anden runde én sejr. I alt rakte resultaterne til placeringer hhv. cirka midtvejs (Peter) og i top 75% (Bettina), hvilket må siges at være godkendt.
Alt i alt var det endnu en rigtigt god stævnedag, så tak til arrangører, deltagere og publikum!
Fra seniordelen: ALFs Bettina i centrum af billedet, igang med dagens første kamp - som hun i øvrigt vandt.
Fra B&U-delen: ALFs Johannes (t.v.) kæmper mod en fægter fra Rudersdal Fægteklub