Medaljer ved "VM"

2019-06-24

Vestegnsmesterskaberne ("VM") i kårdefægtning 2019 blev afviklet som en hyggeligt stævne for medlemmer af og i samarbejde mellem fægteklubberne i Glostrup, Taastrup og Albertslund søndag d. 23. juni. Begivenheden fandt sted i en af hallerne på Albertslund Stadion.

Dagen startede med konkurrencerne i B&U-klasserne. Hér var Albertslund Fægteklub (ALF) kun repræsenteret i drengenes U12-konkurrence, men til gengæld med hele tre fægtere, nemlig Casper Brown, Johannes Andersson og Samuel Zacho. Det lykkedes vores tre fightere at opnå en femteplads (Samuel), en tredjeplads (Casper) og en førsteplads (Johannes) - sidstnævnte efter en tæt finale mod Taastrups Oliver Wulff, som Johannes kender som en meget jævnbyrdig modstander.

Som et eksotisk indslag efter B&U-konkurrencerne fulgte politikker-fægtning, hvor hver klub skulle stille med en lokalpolitiker, som så skulle prøve at dyste mod de andre klubbers ditto. Taastrup var repræsenteret ved selveste deres hjemkommunes konservative borgmester, Michael Ziegler, mens Glostrup havde medbragt et byrådsmedlem fra Venstre, Piet Papageorge. I Albertslund havde vi i stedet for en lokalpolitikker fundet en lokal politikker, folktetingsmedlem for Socialdemokraterne Mattias Tesfaye. I kampen mellem de tre viste Glostrups byrådsmedlem sig dog at være den bedste fægter, da han vandt over begge de to øvrige. Vores folketingsmedlem fik - trods en brav og energisk indsats der indbragte flere touchéer - til gengæld ikke hevet nogle sejre hjem.

I eftermiddagens konkurrencer for voksne viste der sig af være langt flest deltagere i veteran-kategorien. De få seniorer (som faktisk var kadetter der fægtede op) fægtede således puljerunde samme med veteranerne. I damernes konkurrence for veteraner var ALF velrepræsenteret med tre fægtere: Bettina Jensen, Britta Hockerup Ambelas og Maria Dimaki. I herrernes konkurrence var vi også med, her repræsenteret af Peter Zacho. Det blev til femtepladser til Bettina og Peter, samt tredjepladser til Britta og Maria. Alt i alt en flot indsats fra ALF'erne, som vi i Albertslund Fægteklub godt kan være stolte af!

Tak til alle der var en del af dagen - den havde ikke været det samme uden jer!

Fægtestævne.

Sådan så der ud i Albertslund Stadions Hal A da voksendelen af Vestegnsmesterskaberne i kårdefægtning 2019 løb af stablen.

Politikere fægter kårde.

Ved politiker-konkurrencen skulle hver klub stille med en politiker. ALF fik Albertslund-MF'eren for Socialdemokratiet Mattias Tesfaye til at stille op. Hér ses han t.v., reducerende til 1:3 i sin kamp mod Høje Taastrups konservative borgmester, Michael Ziegler.

Børne- og voksenfægtere poserer foran klubflag.

Gruppebillede med ALFs repræsentanter ved stævnet. Fra venstre: Britta Hockerup Ambelas, træner Pia Poulsen, Maria Dimaki, Peter og Samuel Zacho, Johannes Andersson, special guest Mattias Tesfaye, Casper Brown og Bettina Jensen.