2018-11-03
Der var masser af fægtere tilstede, da vores naboer i Glostrup Fægteklub lørdag d. 3/11 2018 var værter for årets sjette og sidste afdeling i Condis KårdeCup stævneserien - om formiddagen med B&U, og om eftermiddagen seniorer.
I B&U-delen deltog fra Albertslund Fægteklub (ALF) de tre stævnevante U12-fægtere Frej Ellebjerg, Samuel Zacho og Johannes Andersson, hvor de heldigvis alle viste sig at være i hopla: Samuel havde især en god første puljerunde, hvor han vandt tre ud af fem kampe, mens Frej brillerede i sin anden puljerunde og vandt alle sine kampe. Også Johannes var i god form, og inkasserede kun et enkelt nederlag blandt i 11 kampe han havde over de to runder - på 4:5 i første puljerunde til en fægter, som han i anden runde vandt over 5:2. Der var således tilfredse smil fra alle de unge ALF'er, da den festlige afslutning på årets Condis Kårdecup Kids efter fægtningen blev markeret med kage og gavebord - med den bedst rangerende af ALF'erne som nummer 4 hen over året.
I de voksnes rækker var der kun én ALF tilstede, Maria Dimaki, som i starten af 2018 havde sin stævnedebut til årets første udgave af Condis Kårdecup Senior, og siden flittigt har sørget for at deltage i dem alle - selvom det til tider har været hårdt. Med tre sejre blandt sine tolv kampe ved dette stævne var også hun ganske godt tilfreds med sin indsats. Også ALFs træner, Pia Poulsen, deltog - med pæne resultater, men i konkurrencer fægter hun for Frederiksberg Slots Fægteklub.
Stor tak til folkene bag årets Condis Kårdecup stævneserie, og til de mange fægtere der har været med. Vi håber at se jer igen til en ny runde østdansk cup-stævneserie i 2019!
ALFs Samuel (t.h.) på pisten mod en modstander fra Fægteklubben Trekanten.
Indtryk fra seniorkonkurrencen. I forgrunden til højre ses ALFs Maria. Modstanderen er en fægter fra Kalundborg Fægteklub.
Briefing forud for start på stævnet B&U-del. Stævneleder Dan fortæller det, som fægterne har brug for at vide.