Klubmestre 2017 endelig kåret

2018-01-16

Der var både kage og knapt med tid til B&U-delen af Albertslund Fægteklubs (ALF) klubmesterskaber 2017, som med en vis forsinkelse blev afviklet til træningen d. 15/1 2018. Kagen som var med klublogo og det hele, var tænkt som en ekstra god grund til at møde op netop denne dag, men der var desværre kun syv fremmødte B&U-fægtere, hvoraf de fem var i U12-kategorien. Alle syv fægtede derfor en fælles puljerunde, og derpå kunne de fem U12-fægtere tage en hurtig udslagningsrunde. Grundet tidspres var også udslagningskampene kun 3 minutter eller til 5 point.

Efter endt udslagning kunne Linus Isaksen kåres til klubmester i U10-kategorien, og Elias Zacho til klubmester i U17-kategorien. Blandt U12-fægterne gik andenpladsen til Victor Storm Lind, som tabte finalen til Johannes Andersson, som dermed tog klubmesterskabstitlen for 2017. Og så kunne der spises kage! Den var stor, og der var kun 12 minutter tilbage, men de udmattede fægtere (hjulpet lidt af fremmødte forældre) gjorde en fantastisk holdindsats, og fik spist kagen inden for den af haltiden dikterede tidsfrist.

I en tilstødende hal en halv time senere, var det tid til at kår(d)e en klubmester blandt deltagerne på ALFs voksenhold. Her var de tre hyppigste deltagere i træningen mødt frem, og med knapt så meget tidspres (og ingen kage) kunne udslagsningskampene gå helt til de gængse 15 point. Maria Dimaki tog klubmesterskabet i en hæsblæsende finale, hvor hun vandt over Dorte Thelander Motzfelt, som dermed havnede på en andenplads, foran Britta Hockerup Ambelas.

Klubben siger tak til fægtere, træner og hjælpere for dagens klubmesterskab, og ønsker tillykke med resultaterne!

To fægtere med stor højdeforskel.

U10 mod U17: Minioren Linus var i puljerunden op mod svære modstandere - ikke mindst kadetten Elias. Foto: hdi

Fægtekamp - fægteren til højre er på billedet fanget i luften, i et spring.

Victor (t.h.) i fuld aktion mod Linus. Foto: hdi

Kage med ALFs logo.

En frivillig fægtemor havde sørget for en meget fornem kage til at markere afholdelsen af klubmesterskaberne. Foto: hdi