Bronze ved Trekanten Open

2017-10-29

En enkelt af Albertslund Fægteklubs (ALFs) fægtere, rutinerede Johannes Andersson, fik vist klubbens farver da Fægteklubben Trekanten i weekenden 28.-29. oktober 2017 var værter for kårdestævnet Trekanten Open. Johannes stillede op i puslinge-kategorien (U12), som pga. det begrænsede fremmøde var sammenlagt både på tværs af køn og med miniorerne (U10). I alt stillede syv fægtere op (fem U12-fægtere, heraf fire drenge, og to miniorer) til konkurrencen hvor formen ikke var den sædvanlige to puljerunder og en eliminationsrunde, men i stedet for eliminiatiosnrunden en tredje puljerunde for de seks bedste efter de to første runder.

Mens ALFs Johannes i alle runder klarede sig pænt overfor både miniorerne og de to puslinge han ikke tidligere havde mødt, så faldt det ham anderledes svært når han stod overfor de to sædvanlige konkurrenter fra Taastrup Fægteklub, og han kunne kun notere sig en sejr ud af seks mulige. Dette var dog tilstrækkeligt til, at han efter tredje og sidste puljerunde var placeret på en samlet tredjeplads blandt alle syv, og også fik en bronzemedalje med hjem.

En stor tak herfra til arrangørerne og de øvrige deltagere for endnu et fint stævne.

To U12 kårdefægtere der fægter, og den ene får et point.

Johannes (t.h.) får sit femte og afgørende point i sidste sekund af ordinær tid i en kamp mod Taastrups Oliver Rasmussen.

Bronzemedajle fra fægtestævnet Trekanten Open.

Medaljerne fra Trekanten Open er selvfølgelig trekantede. Flot er den - næsten lige så flot som den guld-udgave, Johannes havde med hjem sidste år.