2 gange bronze i Hellerup

2017-05-07

Tre af Albertslund Fægteklubs (ALF) U10 kårdefægtere var taget til fægtestævnet HFK Open der afholdtes af Hellerup Fægteklub d. 6.-7. maj. Der var både gode og mindre gode oplevelser i vente for dem under søndagens kårdekonkurrence for U10: Den ene af de tre måtte desværre trække sig fra konkurrencen efter første puljerunde. De to andre blev hængende, og ALFs Frej Ellebjerg klarede sig forbi første forhindring i udslagningsrunden, da han vandt sin ottendedelsfinale 10:7 over en fægter fra fra Taastrup Fægteklub. Den efterfølgende kvartfinale tabte han imidlertid til en anden Taastrup-fægter i skikkelse af Oliver Rasmussen.

Den anden ALF-fægter, Johannes Andersson, slap for at fægte ottendedelsfinale, da han var en af de bedst placerede efter puljerunderne, hvor han havde vundet alle sine kampe. Hans kvartfinale var mod en fægter fra Rødovre Fægteklub, og denne blev vundet 10:2. Men så løb heldet også ud: semifinalen var mod Oliver, og Oliver vandt en kneben 10:9 sejr. Dermed måtte Johannes nøjes med at tage bronze med hjem fra denne konkurrence (mens Oliver efterfølgende vandt finalen).

Som trøst ovenpå den mulige skuffelse kunne Johannes og ALF glæde sig over, at det var weekendens anden bronzemedalje, idet han ved samme stævne den forudgående dag havde deltaget i kårdekonkurrencen for U12, og også dér havde sikret sig bronze. At han samtidig slutter sæsonen af i toppen af miniorernes rangliste er også værd at glæde sig over.

Herfra et tillykke til vores fægtere med resultaterne og tillykke til Oliver og Taastrup med guldet. Stor tak til alle deltagere ved stævnet, og til Hellerup Fægteklub for at have arrangeret!

To U10-fægtere på pisten. Stillingen er 1:3 og tilbageværende tid er fem sekunder.

ALF-fægter Frej (højre) i aktion under puljerunderne ved søndagens U10 kårdekonkurrence

U12-drenge kårdefægtere på sejrspodiet.

Sejrspodiet efter lørdagens U12 kårdekonkurrence. ALFs Johannes er her på en tredjeplads, i øvrigt sammen med Oliver fra Taastrup.