Holder hovedet højt i Hellerup

2020-02-09

Der var stort fremmøde til både B&U- og til senior-delen, da Hellerup Fægteklub søndag d. 9/2 var værter for 2. afdeling af Condis Kårdecup 2020. Med fra Albertslund Fægteklub (ALF) var Casper Brown og Johannes Andersson i U14-konkurrencen, samt Bettina Jensen og Maria Dimaki i senior-konkurrencen.

Under formiddagens B&U-konkurrence havnede Casper i første runde i pulje med nogle særdeles udfordrende modstandere fra bl.a. Rudersdal, Taastrup og Vordingborg. Selvom det ikke lykkedes at vinde nogle kampe, blev der hevet adskillige point hjem til den samlede stilling, og flere af de inkasserede nederlag var med endog meget lile margin. Johannes havde til gengæld en lidt nemmere pulje, hvor han kun tabte én kamp 4:5 mod en fægter fra Glostrup, mens han vandt de øvrige fire kampe. I anden runde havnede Johannes til gengæld i pulje med flere af dagens bedste fægtere, og han vandt "kun" to af de fem kampe i denne runde. Det samlede resultat rakte dog for hans vedkommede til en 6.-plads blandt de i alt sytten deltagere i dagens U14-konkurrence - det er godkendt!

Ved eftermiddagens seniorkonkurrence fægtede damer og herrer adskilt i første runde. Hér lykkedes det begge ALF-fægtere i hver deres pulje at hive tre sejre hjem ud af seks mulige - også et ganske udmærket resultat. I anden puljerunde fordeltes fægterne på tværs af køn. Her lykkedes det Bettina at hive to sejre hjem ud af seks mulige, og Maria kun en enkelt. Alt i alt var de to senior-ALF'ers indsats dog nok til en samlet 30.-plads (Bettina) og 38.-plads (Maria) i et felt på i alt 51 fægtere - rigtig flot!

Stor tak herfra til arrangører og de øvrige fægtere for endnu en god stævneoplevelse!

Senior fægtestævne på kårde.

I forgrunden t.h. ses ALFs Maria sætte en touche i sin første kamp. På nabopisten ses bag Maria dagens anden senior-ALF, Bettina.

U14-konkurrence ved fægtestævne på kårde.

ALFs Casper sætter en touche på sin modstander under en kamp i første puljerunde.