Stævne i flotte nye omgivelser

2020-01-12

Søndag d. 12/1 2020 var Fægteklubben Fleche i den nye og flotte Holbæk Sportsby værter for årets første Condis Kårdecup stævne, den østdanske cup-konkurrence på kårde. Med fra Albertslund Fægteklub (ALF) var de to U14-fægtere Casper Brown og Johannes Andersson, samt senior-fægter Maria Dimaki.

Ved formiddagens B&U-konkurrencer var der i U14-konkurrencen atten deltagere, som udover de to ALF'er talte fægtere fra bl.a. Dragør, Glostrup, Kalundborg, Taastrup, Vordingborg og Østerbro. I første runde var Casper og Johannes i hver deres af i alt tre puljer. Hér lykkedes det Casper at hive to sejre hjem (den ene over en ganske rutineret modstander), og Johannes fem - ganske flotte resultater. I anden runde var de to ALF'er igen i hver deres pulje, og hér var de begge i større vanskeligheder, og fik hver kun en enkelt sejr. Det er dog hver at bemærke, at nogle af nederlagene var med en lille margin som kunne være faldet ud til ALF'ernes fordel - heldet var bare ikke rigtigt med dem.

Til eftermiddagens seniorkonkurrence var der 47 fremmødte fægtere. I første runde fægtedes i kønsopdelte puljer, og ALFs Maria var således i en af de to damepuljer sammen med seks andre fægtere. I første kamp lykkedes det hende at vinde 5:4 da hun satte et flot, afgørende touche efter at hun og modstandern havde fulgtes ad til 4:4. De efterfølgende kampe tabte hun, men flere af dem med en mindre margin end hun før har oplevet mod de samme modstandere. I anden runde fægtedes mixed puljer, og Maria havnede i en pulje hvor det var svært at hamle op med modstanderne der alle syntes at have rutine- og/eller aldersmæssig fordel. Det blev således ikke til nogle kampsejre i denne runde, men til både hendes og ALFs tilfredshed var resultatet dog godt nok til, at hun var tre pladser bedre end bundplaceringen da dagens resultater blev annonceret. Vi håber at den positive udvikling fortsætter.

Stor tak herfra til arrangørerne samt de øvrige fægtere for et flot stævne!

Blik ud over idrætshal hvor fægtekonkurrence er igang.

Udsigt over B&U-konkurrencerne: Ved næstfjerneste piste fungerer ALFs Maria Dimaki som dommer ved en af U12-puljerne.

U14 kårdefægtere fægter konkurrence.

ALFs to U14-fægtere (her begge med ryggen til) fægtede første puljerunde på to nabo-piste.