Til fægtestævne på Sydsjælland

2019-09-07

Lørdag d. 7. september 2019 var Fægteklubben Trekanten Vordingborg værter ved den fjerde afdeling af årets Condis Kårdecup stævneserier, og Albertslund Fægteklub (ALF) var repræsenteret i både formiddagens B&U-konkurrence, og i eftermiddagens seniorkonkurrence.

I B&U-afdelingen stillede ALFs Johannes Andersson op - for første gang i U14-konkurrencen, hvor han nu har et år som yngste årgang foran sig. De var i alt 18 deltagere i U14-konkurrencen, og var inddelt i tre puljer. De øvrige deltagere var fra bl.a. værtsklubben, de andre fægteklubber på Vestegnen (Taastrup og Glostrup), samt fra Dragør og Rudersdal. I første runde vandt Johannes alle sine fem kampe, bl.a. blev det til en 5:3 sejr over U12 Danmarksmesteren, værtsklubbens Mikkel Ziegler. Denne fik dog revanche i anden runde, hvor Johannes tabte 2:5. Det blev til en enkelt nederlag til, så i alt otte ud af ti kampe vundet, hvilket rakte til en andenplads blandt dagens U14-fægtere - efter Mikkel. En ganske udmærket start efter er lang stævnepause hen over sommeren.

I seniorkonkurrencen var ALF mere talstærkt repræsenteret, idet både Bettina Jensen, Maria Dimaki og Peter Zacho deltog. I alt var der 30 deltagere, og med kun to puljer (dog kun i én runde) blev det til 14 kampe pr. person, og dermed altså garanteret masser af fægteerfaring med hjem. Blandt ALF'erne var det Peter der udmærkede sig ved en fin dagsform, der omsattes til en flot sjetteplads. Tillykke med det! De to andre ALF'er gennemførte også stævnet, men var ikke i nærheden af Peters fine placering. Måske næste gang...

Alt i alt var det en rigtigt god dag, så herfra tak til arrangører og deltagere for endnu et godt stævne i "Panteren".

Unge kårdefægtere varmer op forud for stævne.

Opvarmningskampe forud for start på B&U-konkurrencen. I baggrunden anes ALFs Johannes - det er ham i hvidt, og med fægtemaske på 😉