Afsted på sommerlejr!

2019-07-29

To U14-fægtere fra Alberslund Fægteklub (ALF) er med, når Dansk Fægte-Forbunds årlige sommerlejr løber af stablen i Kalundborg i perioden 29.juni - 3.august 2019. Fra ALFs side er vi glade for, at flere af vores fægtere er engagerede i sporten, at de vælger at bruge en lille uge af sommerferien i selskab med over 80 andre fægtere fra ind- og udland, der alle kommer til Kalundborg for at skærpe evnerne under de tilknyttede træneres kyndige instruktion.

Den ene af ALFs deltagere i år er Casper Brown, der skal med for første gang. Han har kun fægtet i et års tid, men havde allerede sidste år en god oplevelse da han i efterårsferien var til træningssamling i Vordingborg. Han har dog hørt rygter om, at programmet for Kalundborg er noget hårdere, men han glæder sig til at komme afsted. Efter at han i marts havde sin stævnedebut har han deltaget i flere stævner, og han har allerede erfaret at der er mange dygtige fægtere derude, hvorfor han selvfølgelig håber på et vist fægtefagligt udbytte af lejren.

Det fægtefaglige udbytte tør ALFs anden deltager, Johannes Andersson, stort set godt garantere for. Han skal i år med på sommerlejren for fjerde gang, og alle tidligere gange er han kommet hjem ikke kun med nye venskaber, men også med nye tricks i repertoiret. Til gengæld tør han også garantere for, at det er hårdt, og at man har brug for søvn når man kommer hjem. Han gruer især for morgenløbet hver dag kl. 7, for nu hvor han er gået fra at være U12- til U14-fægter forventes han at løbe en større distance. Samtidig er han så småt ved at nærme sig den alder, hvor det ikke kommer helt så naturligt at stå tidligt op, men han føler sig dog overbevist om, at det nok skal gå.

Fra ALFs side vil vi ønske både Casper og Johannes samt alle de øvrige deltagere og arrangører en rigtigt god og udbytterig sommerlejr!

To U14-fægtere fægter.

Her ses de to håbefulde ALFer i kamp tidligere på sommeren, ved Vestegnsmesterskaberne.

Program for lejr

Formiddags-programmet for sommerlejren. Bemærk morgenløb kl. 07:00 - konceptet sælger jo nærmest sig selv!